Nyt fra Ekspeditionen

Fotos på siden: Finn Danielsen, Michael Køie Poulsen, Knud Jönsson og Jan Bolding Kristensen

Med indfødte på jagt efter fugle, Jyllandsposten, den 20. december 2006

Reportage direkte fra regnskoven, Ingeniøren, 15. december 2006

Jørn Madsen fra undervisningsportalen EMU har været en tur i skoven på den lille ø Gizo sammen med Jon Fjeldsaa. Her er hans beretning:

Skoven på Gizo, onsdag den 3. januar 2007

Finn og Jan blev på Makira. De håber at få mere at vide on den sjældne/uddøde Makira Rørhøne og vil også se om de kan få fat på den lokale udgave af Salomon-Høgeuglen. Den ser anderledes ud end uglerne på de andre øer og Niels mener at stemmen er så forskellig at den måske ikke tilhører samme art.

Af de fugle vi har skrevet om på hjemmesiden som "fugle der måske blive fundet på Galatheas fugleprojekt i Salomonøerne" er vi stødt på Melanesisk buskhøne (Megapodius eremita) Salomonhavørn (Halieatus sanfordi) Gulbenet skovdue (Columba pallidiceps) og Vinbrystet Kejserdue (Ducula brenchleyi). 

Vi andre der er i Honioara nu havde håbet at flyve til Ranongga i dag. Helikopteren mangler benzin og båden der skal bringe mere er forsinket så afgangen er udsat til onsdag. På Ranongga tror vi ikke på at der findes helt ukendte fugle. Der er en del arter, der kunne tænkes af forekomme, som endnu aldrig er set der. Det vigtigeste er, at vi få taget DNA fra de arter, der har selvstændige underarter der. Jeg vender tilbage til Honiara den 18. december og de andre følger efter når de har taget et par dage på Gizo.

Michael Køie Poulsen

Ekspeditionens leder, Jon Fjeldsaa, modtages af en indfødt leder på Makira

3. december: Regn, regn, regn.....

Ordet "regnskov" giver efterhånden mening i bogstavelig forstand! Her regner meget - rigtig meget!

Vi har nu været i lejren i nogle dage og allerede første nat startede et stort regnvejr, som fortsatte det meste af næste dag. Ikke så heldigt for Jon, som har valgt at sove i hængekøje - ganske vist med et lille oversejl, som får ham til at ligne en stor, moden puppe, når han tumler rundt inde i den. Men efter et par timers kraftig regn lå han og svuppede i vand i køjen, så han lød lidt træt om morgenen, da Knud og jeg blev råbt: "Så står vi op!!"

Heldigvis er centrale dele af lejren overdækket med presenninger, som man fint kan arbejde under, mens regnen trommer ned. Vi har også tørre dage, hvor det typisk kun regner om morgenen og disse dage sætter vi vores net op på strategiske steder i nærheden af lejren. Nettene er rullet sammen om natten, men allerede før kl 5 om morgenen skal de åbnes, da der de første timer omkring daggry er mest bevægelse i fuglene. Om aftenen lukkes de igen efter tusmørket er faldet på. Her skal man huske pandelampen - ellers er det meget svært at finde lejren igen!

Dagene bruges til dels at holde øje med nettene og tilse dem ofte og dels med at tage blodprøver af de fangne fugle. Udvalgte eksemplarer indsamler vi og disse skal så præpareres (skindlægges) hurtigst muligt. 
Dette foregår altsammen i lejren ved de borde, som de lokale på dygtig vis har fremstillet af de forhåndendeværende materialer.

Derudover foretages observationer langs med stierne, hvor man indimellem kan få et glimt af de fugle, som man ellers kun hører synge eller kalde. Det er vanskelige forhold for fuglekiggeri, da skoven er meget tæt og krontaget er lukket over vores hoveder med kun få, små huller op til himlen.
Undervejs forsøger vi at optage fuglestemmer og om muligt fotografere de fugle, der dukker op.

I løbet af et par dage får vi vha de lokale hjælpere lavet et lille udsigtspunkt fra en stejl skrænt. Grene og småtræer ryddes væk og så har vi et godt observationssted, hvor vi derefter i lange perioder opholder os på skift. Her har vi endelig mulighed for at se ud over trætoppene mod andre og fjerne partier af skoven og kan iagttage siddende og forbipasserende duer og papegøjer. Udsigten er imponerende og meget, meget smuk!
Men adskillige gange lukker skyerne sammen for det altsammen, sigtbarheden forsvinder, samtidig med at en ny regnbyge begynder. 

Så "glider" man ned af stien mod lejren - ned i læ og til en kop kaffe.
Her kan man så konstatere, at det tøj som var vådt for 3 dage siden, stadig er meget klamt....
Forskellen er blot, at der nu er tydelig mugdannelser på bukserne.

Jan Bolding Kristensen

Fredag den 1. December 2006
Makira er en enestående ø, når det gælder fugle. Det er især de mange fuglearter med meget begrænset udbredelse, der gør Makira interessant. Der er over 60 endemiske fuglearter i Salomonøerne. Det vil sige, de findes ikke andre steder i verden. Ti af de 60 arter findes kun på Makira. Makiras fugle vil kunne fortælle os en masse om, hvordan nye arter opstår og spredes til nye områder. Vi har nu indsamlet blodprøver fra halvdelen af de arter, der er endemiske til Makira, og der er kun een, vi endnu ikke har set. Det er Makira Rørhøne (Gallinula silvestris). Den blev fundet første gang og beskrevet i 1929, og er kun blevet rapporteret få gange siden. Alle de lokale jægere, vi hart talt med, kender kun fuglen fra fortællinger. Man skal flere generationer tilbage for at finde nogen, der selv har set fuglen. Makira Rørhønen regnes for 'kritisk truet' (iflg. Birdlife International/IUCN) og er måske uddød. Vi kan desværre indtil videre ikke komme med oplysninger, der bringer Makria Rørhønen til en lavere trusselskategori.
Michael Køie Poulsen, Makira

De følgende 10-12 dage skal Finn, Niels og Michael arbejde som "Hold Nord" i en lejr nær Nagashi Ridge, mens "Hold Syd" bestænde af Jon, Knud og Jan skal opholde sig i et område ca 10 km mod sydøst. Hver lejr har en satellittelefon med, og vi aftaler at have en daglig "telefontid", så vi holde kontakt med hinanden og udveksle erfaringer og observationer.
Denne morgen og formiddag er som de foregaænde i Kirakira: kvælende varm og fugtig. En lastbil har kørt os ud til den lille flyplads uden for byen, og her afventer vi den helikopter, der skal flyve os op i bjergene.

Da den omsider ankommer og vejret er fint og skyfrit oppe i bjergene, aftaler vi hurtigt med piloten, hvor mange flyvninger, der vil være nødvendige til hver lejr. Så er det ellers hurtigt farvel og Held & Lykke til det andet hold og ind i den larmende helikopter. Ubesværet og magisk letter den med os ombord. Sekunder efter ser vi ud over KiraKira by og dele af Makira's nordkyst mod Stillehavet, hvorefter helikopteren drejer sydpå og begynder at flyve op over skoven. I lav højde passerer vi nu hen over små og større bjerge, dybe dale og bugtede floder og masser af tyk og flot regnskov. Det er meget fascinerende og fantastisk flot - Knud er heldig at se en Solomon Havørn, som langsomt kredser over skoven og det er han ret glad for bagefter. Efter kun 12-15 minutter er vi fremme ved en landsby, hvor piloten i fin stil dirigerer helikopteren til landing på en tilstrækkelig stor plads. Hurtigt ud med os og så flyver han igen for at hente resten af vores oppakning. Derefter er der dejligt stille. 

Landsbyen, som hedder Maraone, består af 20 - 30 små huse. Den ligger flot placeret med en kolossal udsigt. Vores partnere i KiraKira har lavet en aftale, om at landsbyen skal hjælpe os op til den udsete lejrplads. 
Men her er ingen at se, så vi kigger os lidt uforstaænde rundt i middagsstilheden.

Pludselig lyder der høje og vilde hyl! Oppe fra skyggen af høje træer kommer der løbende 10 - 12 personer ned mod os - bevæbnede med spyd, skjolde, buer og pile! Unge mænd kun iklædt lændeklæde og stærkt bemalede med hvide mønstre overalt på kroppen og i ansigterne samler sig rundt om os stakler i en tæt sluttet kreds, mens de højtråbende truer os med deres våben. I de følgende sekunder er man i tvivl om deres hensigter, og om hovedjægere mon stadig forekommer her, før vi i deres ansigter ser store smil, der bliver til forløsende latter. Derefter myldrer det frem med mennesker, der alle kommer os i møde og hilser os velkomne. "Krigerne" bytter nu deres våben ud med en slags panfløjter af bambus. Med en særegen og vuggende gang og musik eskorteres vi op til en slags æresport, hvor unge piger tækkeligt iklædt lange strimlede bananblade hænger perlekæder om halsen på os og giver os blomsterkranse på hovedet. Efter utallige håndtryk, placeres vi på en bænk under et bananblade-tag og "bandet", som også viser sig at indeholde en slags "slag-orgel" (lange, dybe bambusrør i forskellige længder slået an med gamle skosåler) spiller nu for os og hele landsbyen. Musikken er meget vellydende, melankolsk og rørende. Det er stærkt bevægende at lytte til den, mens man ser rundt på glade og smilende ansigter - børn og gamle og med blånende horisonter af regnskov bagved det altsammen. (hør musikken her...). En ung og lidt forlegen mand træder frem og hilser os hjerteligt velkommen med en tale på engelsk. Vi får så lejlighed til selv at præsentere os og fortælle, hvad vi er kommet for, og samtidig takke for denne enestående varme velkomst. 

Mad bliver båret frem og vi prøver for første gang de lokale bananer og "bregnesalat"!
Kort efter kommer helikopteren med sidste læs. De lokale er meget begejstrede for denne kæmpeoplevelse, at en helikopter for første gang besøger deres landsby.

Det er nu først på eftermiddagen og det er tid til at starter vandringen mod den egentlige lejr. Alle vores sække og rygsække fordeles på ca 15 bærere, der hurtigt sætter afsted med os bagest af en lille sti ind i skoven og opad. Stien er flere steder vanskelig og mange steder meget fedtet og glat, så vi prøver vores bedste for at holde trit. Men det er ikke nemt, og vi får gledet, snublet og sat os på bagen adskillige gange, mens de lokale ubesværet med vores bagage (vi har kun kikkerten at bære) på bare fødder forcerer stien og endda kan "holde os i hånden" de sværeste steder. Man føler sig som et lille barn!

Efter ca halvanden times vandring op og ned af bakker, over og under væltede træer når vi frem til lejrpladsen, som de lokale har forberedt til os. En lille plads i 800 m's højde og hvor der er plads til vores telte og hvor der er en køkkenafdeling og arbejdsborde lavet af tynde træstammer samlet at lianer. Perfekte forhold og lige neden for lejren løber en lille bæk med det reneste bjergvand. Vi sætter hurtigt 3 fangstnet op tæt ved lejren. Da vi kort efter ser til dem, sidder der 4 fugle fanget i dem. Forsigtigt tages de ud, og det viser sig at være 2 Shade Warbler (Cettia parens) og 2 Greythroated Whiteeye (Zosterops rendovæ). Begge arter er endemiske for øen Makira og findes således ikke andre steder i verden! (se billeder af fuglene her)

Vi er virkelig "tændte" på de kommende dage og hvad de mon bringer af oplevelser og fugle.Kort efter er tropemørket faldet på. Et kor af frøer og cikader starter op - vi er godt trætte og ved 20-tiden er vi gået i seng og falder uden problemer i søvn.
Eventyret er i gang!!

Jan Bolding Kristensen

Hele formiddagen gik med at flyve mennesker og udstyr op til to forskellige steder i Makiras bjerge. Et område på 30 x 30 m var på forhånd blevet ryddet for træer af de lokale, så det var nemt at lande med den lille helikopter. Vi blev mødt af folk fra de tre nærmeste landsbyer, som aldrig før havde set en helikopter. Nogle af børnene virkede også lidt skræmte måske pgra. vore hvide ansigter. De lokale hjalp os med at bære mad og udstyr op til vor teltplads, som ligger ved den øverste bæk i knap 1000 meters højde. Finn Danielsen

Tirsdag den 28. November 2006

Vi har købt forsyninger i Kira-Kira, ris, dåsemad, tørmad, lidt grøntsager osv og har pakket det hele i vandtætte forpakninger. Det skal med til de to camps vi skal etablere med 5 km afstand i 800 og 900 meters højde i det centrale bjergmassiv - så nu er vi klar til at flyve op i bjergene.

Helikopteren har netop meldt OK for vejret og er nu lettet fra hovedstaden Honiara, så om et par timer skulle vi gerne have nået til bjergene. Det varer nok nogle dage før vi igen kan skrive nyt. Finn Danielsen, Kira-Kira

Imorgen skal vi gøre alt klar til vores 11 dages tur ind på øen. Vi flyver ind i overmorgen med 3-4 helikopterflyvninger til to lejre hvis vejret tillader det.

Arbejdet går fint og vi har nok nået det meste af hvad vi kan forvente her i lavlandet. I dag har vi haft vores net oppe her nogle kilometer inde bag byen. Det er første dag vi kun har fanget arter vi allerede havde. Der var dog et par flotte hanner af et par arter hvor vi ellers kun havde fanget hunner. Vi har nu også set den lokale havørn et par gange. Det er den truede Solomon Sea-Eagle. Michael Køie Poulsen

Onsdag den 22. november 2006 
Vi ankom til øen Makira efter et par timers flyvning over det blå Stillehav. Undervejs ved en mellemlanding på den lille ø Ulawa blev en kasse med med 10-15 store papegøjer læsset paa flyet. På adressesedlen stod navnet paa en fuglehandel i Singapore. Trist at opleve når undersøgelser har vist, at kun en ud af ti papegøjer når frem til køberne i vor del af verden. Langt de fleste dør under transporten.

Med flyet var også en japansk tømmeropkøber, som den næste uges tid vil rundt til alle kystlandsbyerne på Makira for at aftale, hvor meget tømmer han kan få. Her på Makira lever menneskene tilsyneladende en meget sorgløs og fredelig tilværelse - men man er bekymrede over, hvad tømmerfirmaernes meget kortsigtede planer kan medføre af langsigtede ændringer. Tømmeropkøberen vurderede, at man kunne tømme øen for kommercielt vigtige træsorter indenfor de nærmeste 5 år. Det er af meget høj prioritet at få integreret miljøhensyn i udviklingsplanerne for Makira Provinsen. Vort besøg kommer derfor på et meget gunstigt tidspunkt. Opmærksomheden understreges af, at den ansvarlige minister har bedt om selv personligt at deltage i vort arbejde i bjergene.

Finn Danielsen & Jon Fjeldsaa

Tirsdag den 21. november 2006

Vi er ankommet til hovedstaden Honiara i Salomonøerne. Vi har fået forskningstilladelserne på plads og drøftet planerne for feltarbejdet med Miljøministeriets medarbejdere, som deltager i arbejdet. Vi har været paa det lokale marked og indkøbt det sidste - såsom presenninger, sprit, reb, ris, dåsemad, lamper, sække o.l.. Alt udstyret hjemmefra dvs båndoptagere, kikkerter, satellittelefoner, solpaneler, net og kameraer er blevet gennemchecket og skulle virke nu. 

Den lokale radio Radio Solomons har lavet interviews med Jon og Axel, mens vi andre checkede fuglelivet i to vådområder syd for hovedstaden, som vi ved et tilfælde fandt på et kort. Ved middagstid idag flyver vi til hovedbyen Kirakira på den lille ø Makira (tidligere kaldet San Cristobal), som ligger mod sydøst (se kort herunder). Makira er blot på størrelse med Sjælland og den vådeste af øerne med mest nedbør. Her vil vi være de næste 10 dage, eventuelt længere, dels i en campsite i lavlandet ved kysten og dels oppe i bjergene, i omkring 900 meters højde på midten af øen. Hvordan vi kommer derind er noget af det første, som vi skal finde ud af. 

Finn Danielsen, Honiara

RETUR