Fugle vi gerne vil finde

		Galatheas Fugleprojekt i Salomonøerne

Fugle som måske bliver fundet på Galatheas Fugleprojekt i Salomonøerne

På Korvetten Galatheas jordomsejling fra 1845 til 1847 blev der indsamlet fugle fra bl.a. Nikobar-øerne i det Indiske Ocean, og i Sydamerika. På Galathea 2 ekspeditionen blev indsamlet og registreret flere hundrede arter, især fra øen New Ireland nord for New Guinea. Galathea 3’s Fugleprojekt i Salomonøerne ventes at registrere ca. 140 fuglearter. Nedenfor følger et resumé af vort kendskab i dag til udvalgte, særligt spændende fuglearter, som ekspeditionen måske - måske ikke – vil finde og skaffe ny viden om.
Fuglearter (tryk på navnet og læs mere) Melanesisk buskhøne Megapodius eremita Salomonhavørn Halieatus sanfordi Makirarørhøne Gallinula silvestris Gulbenet skovdue Columba pallidiceps Salomonpurpurdue Gallicolumba salamonis Vinbrystet Kejserdue Ducula brenchleyi Lille Krondue Microgoura meeki Blåbåndet Skovisfugl Actenoides bougainvillei Lille Tahitipetrel Pseudobulweria becki New Britain-skråpe Puffinus heinrothi	Galathea 1 1845-47 Galathea 2 1950-52 Galathea 3 2006-07

Melanesisk buskhøne Megapodius eremita - Buskhønsene eller talegalahønsene er nogle af verdens mest besynderlige og primitive fugle, som formentlig ikke har ændret sig meget siden dinosaurenes tidsalder, i kridttiden. - Dens latinske navn ’megapodius’ betyder stor-fod. - I stedet for at ruge, graver den sine æg ned imellem rådnende blade ved foden af store træer. De store fødder er ideelle til at grave med. Flere fugle lægger æg samme sted. Deres fødder er meget temperaturfølsomme. De kan mærke forskelle på brøkdele af en grad og lægge flere blade på, hvis der er brug for det. Når ungen er færdigudviklet, bruger den sine kløer til at åbne ægget med – alle andre fugle bruger næbbet. Kyllingen må selv grave sig op – det kan tage flere timer. Den må herefter klare sig selv. Ungen er fuldt udviklet og kan straks flyve, op til 5 m af gangen. - Mange familier i landsbyerne på Salomonøerne indsamler æg fra talegalahønsene. I en del landsbyer er der ligefrem ’ældre-råd’, som følger med i, at indsamlingen af æg ikke tager overhånd.	Motivet er fra et lokalt frimærke
- Ligner en sort, kraftigt-bygget høne, med et lille hoved og meget kraftige ben. 35-40 cm. - Lever af frø, frugter og insekter i skovbunden. - Bestanden er i tilbagegang i nogle områder, måske på grund af overdreven ægindsamling og ødelæggelse af dens foretrukne leveområder i kystskovene til fordel for landsbyer og kokosplantager. - Arten er sky men hvis vi kan fange et eksemplar, vil vi gerne tage blodprøve til DNA-analyse, ligesom vi gerne vil vide mere om bestandens størrelse og dens fremtidsudsigter. Tilbage til oversigten

Salomonhavørn Halieatus sanfordi - Lever kun på Salomonøerne ved Ny Guinea. - Sjælden. Globalt truet art (’vulnerable’-kategorien). - En meget stor og imponerende ørn med brede vinger og kile-formet hale. Unge og gamle fugle er næsten ensfarvet mørkebrune, ligesom ungfugledragten hos andre havørnearter. - Lever af duer, flyvende hunde, træ-levende rotter, kuskus (finger-pungdyr), men først og fremmest af fisk. - Man ved kun lidt om denne art. Forskerne har f.eks. aldrig set en rede med æg eller unger. - Især truet af afskovning. Skovene, hvor ørnene lever, bliver fældet af internationale. tømmerselskaber. - På nogle af Salomonøerne passer folk meget på havørnene. Her er man stolte af ørnene, og man betragter dem som noget ganske særligt. - Vi håber at skaffe ny viden om bestanden, dens krav til levested og overlevelsesmuligheder. Læs mere: - om truede fuglearter og trusler mod verdens fugle	Havørnen er så sjælden, at der kun findes nogle ganske få fotos. Her er den gengivet på lokale frimærker fra Salomonøerne
Tilbage til oversigten

Makirarørhøne Gallinula silvestris - Kendes kun fra et eneste individ, som blev skudt i 1929, og beskrevet af tyskeren Ernst Mayr. Siden da foreligger kun en enkelt iagttagelse, fra 1953, fra klippefyldte dale under Wuranakuman på Nayhashi-bjergryggen. I 1974 rapporterede lokale mennesker, at arten stadig fandtes der. Ingen har besøgt stedet siden. - Anses som ’kritisk truet’, og er måske allerede uddøet. - Kun kendt fra Makira-øen (tidl. kaldet San Cristobal), som med 3000 kvadratkilometer er på størrelse med Fyn. - Ældre mennesker på Makira husker fuglen fra deres ungdom før katte og hunde blev indslæbt af mennesker til øen. - En rørhøne, som har mistet evnen til at flyve. Den lever i skoven, hvor den løber på skovbunden - eller klatrer i buske og små træer. - Næsten hale-løs. Sort med flot blåligt skær på hoved og hals. Rødt næb, ben og fødder. Blis på hovedet - ligesom vor hjemlige Grønbenet Rørhøne - men farven på blissen er ikke rød men smukt grå-blå. 27 cm. - Størstedelen af lavlandsskovene på Makira-øen er i dag under tømmer-koncessioner eller allerede blevet ødelagt af storstilet tømmerhugst. - Der er behov for støtte til en række landsbyer på øen, som har startet projekter om mere bæredygtig udnyttelse af skovene. Der er også behov for at styrke reguleringen af tømmerhugsten på øen. - Vi håber at afklare, om arten er uddød eller ej. Vi vil systematisk spørge de lokale jægere om deres kendskab. Selvfølgelig håber vi at finde en levedygtig bestand. Hvis der stadig eksisterer overlevende individer, må vi om nødvendigt arbejde for tiltag, der kan sikre disse. Læs mere: - Om fugle der ikke kan flyve - Om truede fuglearter og truslerne mod verdens fugle
Tilbage til oversigten

Gulbenet skovdue Columba pallidiceps - Yderst sjælden, truet med udryddelse - Lever kun på Salomon- og Bismarckøerne ved Ny Guinea - En stor smuk due, sort med grøn, rosa og lilla skær. Gråt hoved. Kraftige citron-gule fødder og ben. 40 cm.
Opdaget i 1870erne. Fra 1900-tallet kendes kun nogle enkelte iagttagelser. - Ringe kendt. F.eks. er stemmen aldrig beskrevet. - De få sete fugle er næsten alle fundet i regnskov i højlandet. - Trues af efterstræbelse fra de katte og hunde, som mennesker har taget med til øerne. Trues også af ødelæggelser af deres leveområde, nemlig regnskoven, forårsaget af storstilet tømmerhugst. - Vi vil forsøge at skaffe nye oplysninger om denne art, dels ved at sætte net op nær træer med modne frugter, og dels ved at drøfte artens forekomst med de lokale jægere og undersøge pluk fra duejagter. Enhver ny oplysning vil være af betydning. F.eks. er det vigtig at få lydoptagelser af dens stemme, da det vil gøre det meget nemmere at eftersøge den. Læs mere: - Om truede fuglearter og trusler mod verdens fugle - Om den historiske gigantiske udryddelse af Stillehavesøernes fugle
Tilbage til oversigten

Salomonpurpurdue Gallicolumba salamonis - Kendes kun fra to individer, der blev skudt i 1882 og 1927. Ikke set siden. - Det frygtes, at arten i dag er uddød. - Levede kun på Makira (tidl. kaldet San Cristobal) og en anden mindre ø (Onogon, tidl kaldet Ramos) i Salomonøerne ved Ny Guinea
- En smuk lille plump due, som levede på skovbunden. Kraftigt næb. Oversiden kastanjebrun med fint lilla skær på vingerne. Hals og bryst bleg brun-gul, i kontrast til chokoladebrun mave. Næb brunt. Ben røde. 26 cm. - Stemme, ynglebiologi, adfærd osv. er aldrig beskrevet. - Levede måske i skovene langs kysterne. Mange af disse skove har de sidste årtier måttet vige for byer og landbrug. - Skønnes udryddet p.g.a. ødelæggelser af artens levested, samt overdreven due-jagt, og efterstræbelse af katte og rotter, som er blevet indført til øerne af mennesker - Det er muligt, at arten stadig findes på Onogon-øen, som er en ganske lille ø, blot 1 km lang. Denne ø anses for at huse de dødes sjæle – måske netop på grund af denne dues sang! Man kan kun komme til øen sammen med en lokal, der er i kontakt med ånderne, og kun ved at følge en række strenge ritualer. Overholder man dem ikke, siges det, at man bliver straffet med døden. - Vi vil forsøge at skaffe nye oplysninger om denne art, dels ved at sætte net op nær træer med modne frugter, og dels ved at drøfte artens forekomst med de lokale jægere og undersøge pluk fra duejagter. Enhver ny oplysning, f.eks. om stemmen, vil være af betydning. Læs mere: - Om den historiske gigantiske udryddelse af Stillehavsøernes fugle - Om kystskoves betydning for mennesker bl.a. ved at beskytte mod bølger og erosion - Om vandhøns, papegøjer og duer der er forsvundet - Om truede fuglearter og trusler mod verdens fugle
Tilbage til oversigten

Vinbrystet Kejserdue Ducula brenchleyi - Yderst sjælden. Truet med udryddelse. - Lever kun på Salomonøerne ved Ny Guinea. - I de senere år kun set på øen Makira (tidl. kaldet San Cristobal), hvor den er meget ualmindelig og bestanden stærkt faldende.
- En flot stor mørk slank due med lang hale. 38 cm. - Trues af skovødelæggelser fra storstilet tømmerhugst, omlægning af skov til marker, samt overdreven duejagt. Øget hyppighed af orkaner og ekstreme vejrfænomener i forbindelse med klimaændringer udgør en mulig yderligere trussel. - Vil vil forsøge at fange nogle eksemplarer af denne art i net i skov for at tage blodprøver til DNA-analyse. Læs mere: - Om andre uddoede duearter, som for eksempel Vandreduen ( http://no.wikipedia.org/wiki/Vandredue ), Dodo ( http://www.davidreilly.com/dodo/ ) og Lille Krondue ( http://en.wikipedia.org/wiki/Choiseul_Pigeon - se ogsaa nedenfor). - Om vandhøns, papegøjer og duer der er forsvundet
Tilbage til oversigten

Lille Krondue Microgoura meeki - Denne prægtige due kan med sin store top henføre tanken til den meget større Krondue på Ny Guinea. Er kun kendt fra seks skind og et æg, alle taget i 1904 på øen Choiseul i Salomonøerne. - Man har siden søgt efter den forgæves flere gange, og den regnes nu for at være uddød. Der er stadig meget skov hvor den fandtes, så dens forsvinden må skyldes indførslen af hunde og katte. - De lokale som indsamlede eksemplarerne sagde, at den også fandtes på naboøerne Isabel og Malaita. Man har dog ikke kunnet bekræfte dette, og de fleste regner oplysningen som upålidelig. Det er dog ikke helt utænkeligt, at den kunne overleve i utilgængelige områder på disse øer. - Uden tvivl jordboende. Korthalet. Hoved, ryg og bryst gråt, vinger, hale og bug mørkebrune. Ansigt sort, næb-ryg med et opsvulmet blåt område. Issen med stor grå top. 30 cm. Læs mere: - Om Lille Krondue http://www.iucnredlist.org/search/details.php/13363/all, Handbook of the Birds of the World Vol. 4 (Del Hoyo et al 1997)
Tilbage til oversigten

Blåbåndet Skovisfugl Actenoides bougainvillei - En meget farvestrålende fugl. Helt orange med lyseblå overgump og blå vinger, hale, og midtryg, og to smalle blå bånd hen over hovedet. Hunnen har grøn i stedet for blå ryg. 32 cm. - Udelukkende kendt fra to af Salomonøerne, hvor den kun lever i helt uforstyrret skov. - Fuglene på de to øer er lidt forskellige. Racen bougainvillei findes i lavlandet og ved foden af bjergene på Bougainville. Det lykkedes at indsamle 12 eksemplarer af den i 1930erne, men den er ikke taget siden. Racen excelsa findes kun højt oppe i bjergene (500-1550 m) på øen Guadalcanal. Man har kun kunnet indsamle tre eksemplarer af den, ingen af dem en gammel han. Hunnen er lidt blegere end Bougainvilleracen, og den grønne farve på ryggen når helt op øverst på ryggen, hvor den anden race er orange. Siden de tre blev taget i 1940erne og 1953 blev den ikke registreret i en årrække, indtil 1994. Her blev den fundet i 1500 m højde over den forladte Betilonga landsby. Det viste sig, at den var uhyre vanskelig at få at se. Den synger lige før det bliver lyst om morgenen og lige efter, at det er blevet mørkt om aftenen, en kraftig ringende latter ’ko-ko-ko-ko’, og er i øvrigt også mest aktiv i skumringen. Da man først havde lært dens sang at kende, viste det sig, at der var ikke mindre end seks syngende fugle omkring lejren. I 1997 blev stedet igen besøgt, og bestanden så ikke ud til at have ændret sig. Man har beregnet verdensbestanden til mellem 250 og 1000 fugle.
- Man ved kun lidt om arten. Den bygger normalt rede i et hul i jorden eller i en flodbrink, men en enkelt gang har man fundet reden i et myrebo i et træ. Vandrende pinde og frøer indgår i dens fødevalg. Det er muligt, at den er nataktiv. Læs mere: - Om Blaabaandet Skovisfugl http://www.birdlife.org/datazone, Handbook of Birds of the World Vol. 6 (Del Hoyo et al 2001)
Tilbage til oversigten

Lille Tahitipetrel Pseudobulweria becki - Stormfugle, som omfatter både albatrosser, mallemukker, skråper, petreller og stormsvaler, kendes blandt andet på deres rørformede næsebor, som de udskiller salt igennem. De har alle en meget karakteristisk moskusagtig lugt. - Stormfugleslægten Pseudobulweria blev først erkendt for nyligt. Ved hjælp af DNA-analyser kunne man vise, at fire af de 35 arter, der var blevet henført til slægten Pterodroma, slet ikke hørte sammen med de andre, men udgjorde deres egen, meget gamle slægt. To af dem er hvide på undersiden, to mørke. Begge de mørke og en af de to hvide er på randen af udryddelse.
- På trods af navnet, findes Lille Tahitipetrel slet ikke ved Tahiti. Navnet bunder i, at den tidligere blev regnet som en race af Tahitipetrel, der foruden Tahiti også findes på og omkring Ny Caledonien og fornyligt også blev set nær Ny Guinea, ikke så langt fra Salomonøerne. I dag regnes Lille Tahitipetrel som en selvstændig art, dels fordi den findes i et område, der ligger så tæt på, hvor Tahitipetrel findes, dels fordi den er væsentlig mindre (kun tre kvart gange så stor) og har relativt slankere næb. - Man ved næsten ingen ting om den. Den er kun set flyvende lavt over havet. Som de fleste andre stormfugle tilbringer den nok al sin tid på havet, undtagen når den flyver til og fra reden om natten. - Lille Tahitipetrel er kun kendt fra to indsamlede eksemplarer, begge taget i stræder mellem Salomonøerne. Man har aldrig fundet dens rede, men går ud fra, at den, som andre i slægten, har rede i huler mellem klipper. Man har set fugle der passer på beskrivelsen af Lille Tahitipetrel ved Bismarcksøerne, og især Salomonøerne, så måske findes dens ynglekolonier her, måske højt oppe i bjergene. - Den er sort på oversiden og brystet og hvid på bugen. 29 cm. - Den lever sandsynligvis af blæksprutter, krebsdyr og fisk. Mange af blæksprutterne i området er selvlysende, så det er muligt at den fanger dem i overfladen om natten, som nogle stormfugle gør, men måske dykker den også. - Vi haaber at faa sikre iagttagelser af denne art og at bekraefte dens eksistens. Vi vil systematisk spoerge de lokale mennesker om deres kendskab til arten. Læs mere: http://www.birdlife.org/datazone, Handbook of the Birds of the World Vol. 1 (Del Hoyo et al. 1992).
Tilbage til oversigten

New Britain-skråpe Puffinus heinrothi - Ligesom Lille Tahitipetrel kendes denne stormfugl kun fra Bismarcksøerne og Salomonøerne nord og øst for Ny Guinea. - Den var i mange år kun kendt fra fire-fem eksemplarer, alle taget i nærheden af New Britain i Bismarcksøerne. I august 1979 fandt man en nyudfløjen unge ved Arawa på øen Bougainville i Salomonøerne, og året efter, i juli 1980 fangede man en gammel fugl, der havde forvildet sig ind i en tunnel ved Panguna, også på Bougainville.
Man gætter på at arten yngler i nogle høje bjerge, ’Crown Prince Range’ på øen, men man har stadig aldrig fundet en rede. På havet omkring Bougainville såvel som andre steder på Salomonøerne (især ved Kolombangara-vulkanen) og mellem Bismarcksøerne er der siden blevet set fugle der passer på beskrivelsen af New Britain-skråpe, så det er muligt, at den også yngler andre steder end Bougainville. - New Britain-skråpe er gråsort bortset fra et stort hvidligt område på undervingen, og lidt hvidligt på hagen. Nogle individer har noget hvidt midt på bugen, mens andre er helt mørkbugede. Den kan godt minde lidt om en Sodfarvet Skråpe i farven, men er kun halvt så stor. - Den lever sandsynligvis som sine nærtstående slægtninge af fisk, blæksprutter og krebsdyr, som både bliver taget i overfladen og under dykning. - Vi haaber at faa sikre iagttagelser af denne art. Vi vil bl.a. systematisk spoerge de lokale mennesker om deres kendskab til arten. Maaske de ved, hvor artens yngleomraade er. Læs mere: http://www.birdlife.org/datazone, Handbook of the Birds of the World Vol. 1 (Del Hoyo et al 1992).
Tilbage til oversigten

RETUR